Mød Thea fra Grundtvigs Højskole

Læs mere om Theas oplevelse på Grundtvigs Højskole og bliv klogere på, hvordan hverdagen ser ud på højskolen.

Mød Thea

Fakta: Hvilken højskole går du på, og hvad er din linje(fag)

Jeg går på GRUNDTVIGS HØJSKOLE, og jeg har radio som A-fag, aktiv i naturen som B-fag, smykker som C-fag og keramik som D-fag.


Hvorfor ville du på højskole, og hvorfor valgte du Grundtvig Højskole?

Jeg ville på højskole fordi jeg tidligere har været på efterskole, og elskede det fællesskab og de fælles oplevelser jeg fik. Jeg vidste at højskole ville blive noget af det samme bare med mere frie rammer, hvor man bliver set på som en ligeværdig af lærerne, og får muligheden for at videreudvikle de interesser, man selv ønsker, uden nogen særlige forventninger eller krav.
Jeg valgte netop Grundtvigs højskole, fordi man her får muligheden til at sammensætte sit eget skema, med et udvalg af alle mulige forskellige slags fag.


Hvordan er miljøet / fællesskabet på din højskole?

På Grundtvigs har vi et mega godt fællesskab. Folk siger altid hej, og smiler når man kommer gående. Der er altid noget at lave, og alle er altid inviteret, omend det er stikbold i salen, afslapning på terrassen eller en tur i brugsen. Fællesområderne på
skolen er placeret, så man støder ind i alle mulige og samtidig kan se, hvad der foregår. Derfor er der god mulighed for at samles, og hvis man i stedet har brug for at trække sig tilbage, er der siddeområder rundt omkring på skolen som er mere
afskærmede. Det bidrager også til det inkluderende fællesskab, vi har på skolen.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig på din højskole?


- En typisk dag for mig starter kl. 07.45 hvor jeg står op og gør mig klar for dagen.
- Morgenmad starter kl. 08. hvor jeg spiser, og gerne bliver siddende og snakker med de andre, der også er der.
- 08.40 er der morgensamling, der varer til 09, hvor timerne starter. Timerne slutter kl. 11.45. Hvilket fag jeg har, skifter alt efter, hvilken dag det er.
- 12.15 er der frokost
- 14.00-16.00 er der fag igen.
- 18.00 er der aftensmad. Efter aftensmad er det meget forskelligt, hvad der sker.
Nogen dage er der foredrag, kulturaften eller mandagsmix, mens andre dage har vi bare fri.
- I mellem timerne og i løbet af aftenen har man mulighed for at være sammen med dem man har lyst til, se film eller bare slappe af på værelset, hvis det er det man har brug for. Ofte er der også elever der arrangerer aktiviteter såsom filmhygge i himmelrummet eller rundbold i parken.


Hvad er det bedste ved opholdet?


- Alle de gode relationer og venner man får.
- Muligheden for at deltage i et fællesskab og samtidig selv bestemme, hvornår man ønsker at være social, og hvornår man vil trække sig tilbage.
- Alle de gode minder og oplevelser man får.
- Og al den gode læring og de fede ting man får lavet i undervisningen.

Hvordan var studieturen?

Som studietur skal vi til Warszawa i Polen. Det skal vi sammen med et andet A-fag som er Politik. Der skal vi møde og snakke med mennesker fra LGBTQ+ bevægelsen, interviewe dem om hvordan det er at kæmpe for retten til at være noget andet udenfor de traditionelle kønsroller og stereotyper i forhold til seksualitet.


Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole og har du nogle gode råd?

Jeg vil anbefale andre at tage på højskole, fordi det er en virkelig god mulighed for at lære noget man interesserer sig for, og videreudvikle eller skabe nye færdigheder. Alt efter om man kommer direkte fra gym eller har brug for et afbræk fra livet i en senere alder, er højskolen et sted, hvor man mødes på midten, og der er plads til alle. Det er en tid fyldt med sjov og ballade, hvor man tager gode oplevelser med sig og en masse gode venner, videre i livet.

Hvis jeg skal give et nogle gode råd vil det være at være sig selv. Når man bor så tæt på hinanden er det nemlig svært at opretholde masker. Desuden er det vigtigt at have en åben tilgang og tage ja-hatten på, og gerne prøve ting du ikke normalt tror
du ville gøre. Det ender stort set altid med at blive en mega god oplevelse. Og måske vigtigst af alt! Husk at det er ok at tage pauser. Det er nemt at glemme at give sig selv tid til at slappe af, fordi man føler, at der altid sker noget. Når der er så mange mennesker, lægger man heller ikke mærke til, at andre gør det, men det er vigtigt at huske, at de så heller ikke tænker over, om du gør det, og at du altid er velkommen igen når din pause er slut. Man kommer til at gå glip af noget og det må man lære at acceptere.

Er du også interesseret i Grundtvigs Højskole? 

Læs mere om Grundtvigs Højskole

Emilia Pedersen

Emilia Pedersen

Digital Content Editor (Vis mere)
Emilia arbejder som Digital Content Editor på studentum.dk. Emilia er blandt andet ekspert i kreative uddannelser, og så er hun skarp på barselsreglerne. Hun har en kandidat fra Københavns Universitet i Visuel Kultur. (Mindre)

Omkring

Emilia arbejder som Digital Content Editor på studentum.dk. Emilia er blandt andet ekspert i kreative uddannelser, og så er hun skarp på barselsreglerne. Hun har en kandidat fra Københavns Universitet i Visuel Kultur.

Annoncer